Velkommen til Nefatavl!

English

Nefatavl (hnefatafl, tablut) er et gammelt brætspil som daterer tilbage til vikingetiden, hvorfor det også undertiden kendes som vikingeskak. Spillet spilles på et bræt med 11 x 11 felter, og simulerer et angreb på en kongeborg. Det er således specielt ved, at de to sider i spillet, angriberne og forsvarerne, har to forskellige måder at vinde spillet på. Angriberne skal prøve at tage borgens konge til fange, og forsvarerne skal prøve at hjælpe deres konge til at flygte fra kamppladsen.

Der er fundet forskellige ting fra vikingetiden, som fortæller os, at de har spillet nefatavl dengang, men ikke nok til at give en tilstrækkeligt præcis beskrivelse af reglerne. Derfor bygger de regler, som man kender i dag, på forskellige andre kilder også, primært på den svenske arkæolog Carl von Linné, som i 1732 oplevede et nefatavl-lignende spil spillet i Lapland. Det er selvfølgelig ikke særligt sandsynligt, at disse regler er identiske med de oprindelige regler fra vikingetiden, men det er det bedste vi har. Det arkæologiske tidsskrift Skalk har publiceret reglerne på forskellige sprog, og sælger ligeledes fra forlaget Wormianum reproduktioner af spillet.

Jeg har nedskrevet et komplet sæt regler med udgangspunkt i reglerne publiceret af Skalk. Disse regler er dog ikke fuldstændige nok til at kunne bruges som basis for et computerprogram. Der er nemlig ikke noget, der forhindrer spillet i at fortsætte for evigt! I skak har man indført remis, samt regler for, hvornår et spil er remis uden at man behøver at spille i det uendelige, men jeg synes personligt, at assymetrien i nefatavl lægger op til, at der ikke skal være nogen remis (som jo heller ikke er beskrevet i reglerne i øvrigt), enten bliver kongen fanget, eller også bliver han ikke. Problemet er så bare, at begge sider har mulighed for at spille henholdende, og dermed forhindre den anden part i at vinde, uden at man selv prøver at vinde så det er ikke muligt blot at indføre en "termineringsregel" a la 50-træksreglen i skak, og derefter tildele sejren til den ene part. Den passivt spillende part skal naturligvis straffes. Jeg har derfor foreslået nogle forskellige mulige udvidelser til reglerne, men jeg har endnu ikke lagt mig helt fast på, hvilken jeg vil bruge, så indtil videre er der ingen termineringsregel i programmet. Hvis du har forslag eller kommentarer til dette, så skriv til mig.

Programmet, som indtil videre kun findes i en demo version (ikke alle menupunkter virker), kan downloades her. Pak filen ud et passende sted, og kør "Demo.exe". Indtil videre er programmet kun på engelsk.

Det er desuden min plan at opbygge en server, som muliggør, at man kan spille mod andre spillere på internettet, både i en "korrespondance"-version, og i en "lyn"-version, hvor man spiller online direkte mod en anden spiller. Denne server vil blive bygget op efter samme princip som min skak-server, så check denne side en gang imellem, indtil der dukker noget op!

Nefatavl forum (engelsk)

Min hjemmeside

Last revised: 2006-04-12
·